De fandt efter lang tid en løsning, men for mange er det stadig et mysterium, hvad der egentlig skabte de store forhandlingsproblemer mellem kvindelandsholdet og DBU. For sportens verden gælder et omfattende regelsæt, og der er efterhånden mange kontrakter og strukturer, når det kommer til sportsret – og det er uanset, om der er tale om landshold eller det lokale fodboldhold.
Men hvad skete egentlig? Og hvad skabte de store uenigheder?
Vi giver dig herunder et overblik over hele forhandlingsforløbet mellem DBU og kvindelandsholdet.
Det handlede om mere end løn
Mange tror, at konflikten udelukkende handlede om, at spillerne var utilfredse med deres lave løn.
Men faktisk var konflikten meget mere omfattende end som så. De to hovedpunkter i konflikten var: Økonomi og forholdet mellem DBU og spillerne.
Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale startede i november 2016 og efter mere end 16 møder mellem DBU og Spillerforeningen samt kvindelandsholdet i løbet af konfliktens sidste 10 måneder, har parterne flere gange måttet give op på grund af uenigheder.
Det var blandt andet derfor, at den udsolgte revanchekamp mod Holland d. 15. september blev aflyst.
Det var lige ved at gå galt igen, men i 11. time kom DBU og Spillerforeningen frem til en delaftale, der sikrede, at VM-kvalifikationskampen mod Ungarn blev til noget.
Men det var altså kun en aftale, der skulle sikre netop denne kamp. På dette tidspunkt var der stadig mange uløste konflikter, som stod i vejen for en ny aftale.
Den økonomiske del
Som den ene del af en dobbeltsidet konflikt var der den økonomiske del: Spillerne ville have forhøjet det beløb, som stod til rådighed for dem. Sagt med meget få ord: De ønskede at hæve puljen med 342 procent fra 1.75 millioner kroner til 7.735 millioner kroner.
Bonusinfo: spillerne havde mulighed for at søge et stipendium hos DBU, hvor de kunne få mellem 1000 til 4000 kr om måneden (hvilket næsten ikke engang kan betale Nadia Nadims flybilletter fra USA, hvor hun spiller på et af de bedste hold, til Danmark)
Hvilken aftale, de er kommet frem til i forhold til ønske om højere løn, vil hverken DBU, Spillerforeningen eller kvindelandsholdet kommentere på.
DBU som arbejdsgiver og spillerne som arbejdstagere?
Den anden del af konflikten handlede om, hvorvidt DBU var arbejdsgivere og spillerne lønmodtagere, når landsholdet var samlet.
DBU mener nemlig, at det er spillernes klubber, der er arbejdsgivere, og at landsholdet er noget, man kan takke ja eller nej til. DBU har således meldt ud, at det vigtigste element i en ny landsholdsaftale var at slå fast, at de ikke var arbejdsgivere.
Derfor fratages spillerne forskellige rettigheder som blandt andet feriepenge og barselsorlov – rettigheder, det mandlige landshold har.
Arbejdsgiver/lønmodtager-forholdet fremgår dog ikke tydeligt i herrelandsholdets aftale med DBU, men måske man kan forvente endnu en konflikt næste år, hvor aftalen skal genforhandles.
Så hvor står vi i dag?
Siden er VM-kvalifikationskampen mod Sverige blevet aflyst, og kvindelandsholdet synes at være gået i glemmebogen, før de egentlig fik fodfæste.
Det er selvfølgelig dybt beklageligt for de mange fodboldfans, der gerne ville se kampene, men forhandlingerne synes skiftevis at være under hed debat eller slet og ret brudt helt sammen.
Det lader nu til, at forhandlinger er gået helt i stå, og ingen ved rigtig, hvad fremtiden byder for kvindelandsholdet.
Efter jul tyder alt på, at kvindelandsholdet får en ny træner, efter de har haft den midlertidige træner Nils Nielsen og siden Søren Randa-Boldt. Nu er der ikke andet for end at følge med i spænding – og huske på, at sportsret er noget, man bør tage seriøst!
Risikerer udelukkelse
Det tyder dog på, at det kan blive hårdt for det danske kvindelandshold, der, efter udeblivelsen til kampen mod Sverige, blev straffet med et skrivebordsnederlag på 0-3. Fodboldforbundet i Sverige ønsker at give de danske spillere en endnu større straf – og at det måske ender i en udelukkelse kan ikke afvises.
Leave a Reply